Frandsen
Startside Op Buus Dines Frandsen Halskov Hansen Lundquist Siggaard Stjernfelt Teilgaard Forord Deltagere

 

Nogle bolde at holde i luften

Nikolaj Frandsen(1)


Artiklen er bygget op omkring fem centrale spørgsmål. 'Kan alting udtrykkes bogstaveligt' besvares benægtende. 'Hvorfor bruger vi metaforer' besvares med en opregning af fem grunde. 'Hvordan afgrænses metaforer' besvares med, at der næppe er nogen enkle kriterier. 'Er metaforer sprog og/eller tanker' besvares med et både/og. 'Ligger der særlige tankeformer til grund for metaforer' besvares med en gennemgang af, hvordan og hvorfor højre og venstre hjernehalvdel deler arbejdet med metaforer mellem sig.


Indledning

Denne artikel kommer ikke til at stemme helt overens med mit mundtlige oplæg på seminaret "Metaforer i sprog og tænkning" i Odense den 8.-10. februar. Dels husker jeg ikke præcis, hvad jeg faktisk sagde, dels inddrager jeg nogle af de uddybninger og rettelser, som den efterfølgende diskussion gav anledning til. Sådan må det blive, når man taler på grundlag af stikord, og det har vel både sine gode og dårlige sider. Intentionen med oplægget var at rejse nogle spørgsmål, som også med fordel kunne inddrages i diskussionen af de øvrige oplæg - derfor begyndte jeg med at vise en overhead med følgende fem spørgsmål og svar:


Kan alting udtrykkes bogstaveligt?


nej

Hvorfor bruger vi metaforer?

mindst 5 grunde

Hvordan afgrænses metaforer?

?

Er metaforer sprog og/eller tanker?

både og

Ligger der særlige tankeformer til grund for metaforer?

ja


Resten af oplægget uddybede disse spørgsmål og svar. Artiklen her gør det samme - og så vil jeg i øvrigt ikke tale mere om forskelle mellem den mundtlige og den skriftlige version.

Kan alting udtrykkes bogstaveligt?

John Searle opstiller i sit hovedværk Speech Acts (Searle 1969:19-21) et "Principle of Expressibility", der groft sagt går ud på, at alt, hvad man kan mene, også kan udtrykkes i bogstaveligt sprog. Det betyder ikke, at enhver person nødvendigvis kender et givet sprog godt nok til at kende de relevante bogstavelige udtryk, eller at et givet sprog altid indeholder alle de nødvendige bogstavelige udtryk, men begge disse begrænsninger kan i princippet overvindes ved at lære eller opfinde nye gloser, så de rokker ikke ved sprogets fundamentale evne til at udtrykke alle vore tanker.

Jeg deler ikke Searles tro på sprogets almagt. Jeg tror, man kommer meget tættere på en forståelse af, hvad man kan - og ikke kan - udtrykke sprogligt, hvis man tager udgangspunkt i, at sproget fundamentalt er fuldstændig hjælpeløst, hvis ikke man benytter sig af allehånde kneb. Det har man gjort i årtusinder - eller endda millioner af år, hvis de tegn på eksistens af sprogcentre, der menes påvist på indersiden af 1,8 mio. år gamle Homo habilis-kranier, er tolket rigtigt (Tobias 1991:53, 801) - og derfor er sproget efterhånden blevet ganske fleksibelt. Jeg har ikke nogen problemer med at tro, at sproget skulle være så gammelt, og jeg vil gerne her underbygge det med et enkelt forskningsresultat.

Chimpansen Washoe, der omkring 1970 blev trænet i at tale tegnsprog, benyttede sig ved flere lejligheder af beskrivende kombinationer af kendte ord til beskrivelse af hidtil ukendte fænomener. Et eksempel er, at hun ser en svane på en sø og siger vand + fugl. Eksemplet lider af, at ordet vand kunne tænkes kun at gå på søen, således at hun siger noget i retning af "Der er en fugl på søen". Men dette problem gør sig ikke gældende i et andet eksempel, hvor en paranød kaldes sten+ nød, fordi den har sådan en hård skal (Ulbæk 1984:92). Dette er umiskendeligt en metaforisk udvidelse af sproget, så det kan beskrive noget, der ikke har en kendt betegnelse - og ikke spor anderledes end en videnskabelig term som hjernebark. På denne baggrund finder jeg det let at forestille mig, at også menneskenes sprog fra første færd er blevet forbedret med metaforer, som med tiden er blevet bogstaveliggjort.

I artiklen Metaphor fra 1979 opdeler Searle det klassiske spørgsmål, om det altid er muligt at lave en bogstavelig omskrivning af metaforiske udtryk, i to:

If we interpret the question as "Is it possible to find or to invent an expression that will exactly express the intended metaphorical meaning R, in the sense of the truth conditions of R, for any metaphorical utterance of "S is P," where what is meant is that S is R?" the answer to that question must surely be yes. It follows trivially from the Principle of Expressibility (see Searle, 1969) that any meaning whatever can be given an exact expression in the language.

If the question is interpreted as meaning "Does every existing language provide us exact devices for expressing litterally whatever we wish to express in any given metaphor?" then the answer is obviously no. It is often the case that we use metaphor precisely because there is no literal expression that expresses exactly what we mean. (Searle 1993:109-11)  

Et præcist bogstaveligt udtryk for en tanke kan altså være flere forskellige ting for Searle, men selv i forhold til den mindst krævende definition, der kun fordrer, at omskrivningen er sand eller falsk i de samme situationer, vil jeg tillade mig at tvivle på sprogets almagt - ikke mindst hvis man tilføjer endnu et krav, nemlig at fremstillingen også er forståelig for den lyttende og giver ham eller hende den rette helhedsopfattelse, for så kan lange, besværlige omskrivninger meget let beskrive alle træerne korrekt, men skjule billedet af skoven.

Nok om det. Mit primære sigte her er at stille spørgsmål og komme med mine egne, mere eller mindre idiosynkratiske svar på dem. Og til spørgsmålet "Kan alting udtrykkes bogstaveligt?" er mit bud på et svar altså nej. Det er formentlig især, når der er tale om komplekse billedlige helheder - et ansigt, et landskab, en drøm osv. - at sproget ikke rigtig slår til. Så kan vi slå ned på nogle få prægnante træk - eller bruge en metafor, der formår at kalde et lignende billede frem hos den lyttende.

Hvorfor bruger vi metaforer?

Dette spørgsmål har jeg fundet fem svar på, som ganske vist ikke holder sig på det samme beskrivelsesniveau, men som til gengæld fanger nogle væsentlige træk i teoretiseringen omkring metaforer. De første to svar kendes fra antikken, de sidste tre er især blevet centrale i anden halvdel af dette århundrede.

1. Fordi vi ikke kan sige det på anden måde

Denne grund til at benytte metaforer er så velkendt, at den har fået sit eget navn, katakresis. I forlængelse af de ovenstående betragtninger om omskrivninger kan man måske tilføje en undertype af dette svar: Fordi vi ikke kan sige det kort og prægnant på anden måde.

2. Fordi vi vil ornamentere vores udsagn

Dette er nok den grund til brug af metaforer, der har spillet størst rolle inden for retorik og litteraturkritik - måske endda i en sådan grad, at man glemte, at der overhovedet kunne være andre grunde. En mulig forklaring på dette er Ciceros vurdering af de to anvendelser:

As clothes were first invented to protect us against cold, and afterwards began to be used for the sake of adornment and dignity, so the metaphorical employment of words began because of poverty, but was brought into common use for the sake of entertainment. (De Oratore 3.155, citeret fra Kittay 1987:1)

I disse år, hvor interessen især retter sig mod metaforernes kognitive funktion, synes denne vurdering primært at være en afspejling af det klassesamfund, Cicero levede i - men så meget desto vigtigere er det, at vi ikke falder i den modsatte grøft og nedvurderer de underholdende, men kognitivt unødvendige metaforer.

3. Fordi vi ikke bemærker metaforen

Denne forklaring bygger på det uomtvistelige faktum, at metaforiske udtryk med tiden glider ind i den konventionelle sprogbrug på linie med bogstavelige udtryk. I masser af tilfælde er den metaforiske oprindelse ikke mere obskur end, at en snak om metaforer - f.eks. på grundlag af George Lakoff & Mark Johnsons Metaphors We Live By - kan gøre én så opmærksom på de metaforer, man benytter sig af, at almindelig tale næsten ikke er mulig.

Jerrold Sadock (Sadock 1993) taler formentlig på manges vegne, når han siger, at den synkrone lingvistiks genstand er fænomener, der kun forekommer i naturlige sprog. Metaforer opfylder ikke dette krav, før de er døde, konventionaliserede, "bogstaveliggjorte" - men er alligevel interessante for lingvistikken, først og fremmest fordi netop denne konventionalisering er den vigtigste kilde til sproglig fornyelse. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se, hvordan den synkrone lingvistik overhovedet kan have en genstand, der lever op til denne eksklusivitetsfordring. Lydbølger indgår i masser af ikke-sproglige fænomener, mund, tunge, stemmebånd og vejrtrækning ligeså, og både semantik og syntaks forekommer også i kunstige sprog - og hvad er der så tilbage? Resultatet af dette er, stadig så vidt jeg kan se, ikke den forskningsmæssige stringens, som er den angivelige grund til fordringen, men derimod at lingvisterne giver sig selv - individuelt eller i grupper - fuldstændig frie tøjler til at afgrænse deres forskningsfelt efter forgodtbefindende. Hvis metaforer ikke passer ind i teorien, er de ikke sprog. Hvis kontekstuelle eller pragmatiske forhold forplumrer billedet, så er de nok også ekstrasproglige. Og disse eksempler er ikke frie påfund fra min side, de kommer til udtryk i større eller mindre dele af den angelsaksiske sprogvidenskab og sprogfilosofi i dette århundrede.

Sadocks grænsedragning mellem sproglige (døde) og ekstrasproglige (levende) metaforer er ikke meget mere bevendt. Vel er der forskel, men som ovenfor nævnt er grænsen ikke blot flydende, den kan ligefrem flyttes - man skal blot interessere sig en smule for sagen, så kan hvemsomhelst genoplive de døde metaforer! Hvad det end er, der gør metaforer til noget andet at omgås end bogstaveligt sprog, så er det ikke helt uvirksomt i de døde metaforer - i den forstand ville det formentlig være rimeligere at tale om sovende metaforer.

Jeg nævner primært Sadock her, fordi hans betragtninger om, hvilke metaforer sprogvidenskaben bør interessere sig for, er gået i arv til George Lakoff og Mark Johnson: I deres iver efter at påvise metaforernes systematik og allestedsnærvær i dagligsproget får de nærmest afskrevet de mest levende og billedskabende metaforer som mindre interessante. Billedmetaforer kaldes således "one-shot metaphors" (Lakoff 1993:229), fordi deres detaljerigdom som regel forhindrer, at man kan generalisere dem til et helt system af analoge metaforer, der beskriver ét domæne ved hjælp af ord fra et andet domæne. Denne position er måske rimelig, når man opfatter det metaforiske system som det primære, og de sproglige udtryk som sekundære afledninger - men er det ikke rimeligere at forestille sig, at alle de mange systemer af metaforer, som Lakoff og Johnson og andre efterhånden har påvist, oprindelig er opstået som enkeltstående metaforiske udtryk og sidenhen - med varierende hastighed - har udviklet sig til hele systemer, hvis de har vist sig i stand til at udtrykke noget væsentligt på en enkel og klar måde. Det tror jeg, og det indebærer, at enhver ny metafor potentielt kan tænkes at blive hængende i sprogbrugen og udvikle sig til et system.

4. For at sammenligne med noget andet

Denne forklaring på brugen af metaforer er især kommet i fokus ved Max Blacks (Black 1981; 1993) angreb på den for ikke at være hele historien - det manglende kommer vi til under næste punkt. Forklaringen findes i flere varianter. Substitutionsteorien har klare rødder i en sprogfilosofisk orientering, der lægger størst vægt på sandhedsbetingelser: I masser af tilfælde skal man blot erstatte (substituere) det metaforiske udtryk med et bogstaveligt udtryk for at kunne finde udsagnets sandhedsbetingelser. Komparationsteorien har en nuance mere med, nemlig at der ikke behøver at være fuld identitet mellem det metaforiske udtryk og det, det bruges om, idet sammenligninger som regel - hvis ikke altid - fremhæver nogle sider af sagen og skjuler andre. Og hvordan man begriber denne sammenligning, er efter min opfattelse noget af det vigtigste og mest spændende i enhver diskussion af metaforer.

Ved det ene yderpunkt findes den bitvise sammenligning af træk ved de to objekter. Computermetaforen forekommer mig rammende, fordi det er stort set den samme statiske og atomistiske opfattelse af verden, der gør sig gældende i et sådant begreb om sammenligning og i computerprogrammers behandling af oplysninger: Objekterne besidder - helt objektivt, det erkendende subjekt har ingen indflydelse på det - nogle egenskaber, som til overflod er flinke nok til at lade sig opstille binært. Ved det andet yderpunkt findes vage mindelser, som får det erkendende subjekt til at fornemme en lighed, uden at der nødvendigvis er nogetsomhelst påviseligt fællestræk. Og mellem disse yderpunkter findes der familieligheder og gestalter, hvor der måske nok er gode grunde til at fornemme ligheden, men hvor det ofte vil være meget svært eller endog helt umuligt at opregne de fællestræk, som gør sammenligningen rimelig. Mit gæt er, at de bitvise sammenligninger primært spiller en rolle i efterrationaliserende bevisførelser, mens de knap så formaliserede analogier spiller hovedrollen i dagligdags kommunikation og verdensopfattelse.

5. For at skabe en ny struktur i noget, se det på en ny måde

Denne grund til at udtrykke sig metaforisk fremhæver allerede Aristoteles som afgørende: "ordinary words convey only what we know already; it is from metaphor that we can best get hold of something fresh" (Rhetoric 1410b, citeret fra Lakoff & Johnson 1980:190). I moderne tid har Max Black (Black 1981; 1993) sat fokus på denne funktion af metaforer. Hans interaktionsteori fremhæver, at det ikke nødvendigvis er en eksisterende lighed, metaforen benytter sig af, men at ligheden også kan skabes af selve den metaforiske sammenligning. Verbet "skabe" betyder i denne sammenhæng ikke guddommelig frembringelse af fysiske objekter med ordets magt, men snarere at nye egenskaber bliver relevante og erkendelige. Black (1993) nævner som eksempel på denne skabelse, at hestes galop var et mysterium, indtil langsom gengivelse af filmoptagelser gjorde det muligt at se, hvordan benene faktisk bevæger sig. Donald Schön (Schön 1993) har et endnu bedre eksempel, der ikke implicerer tekniske hjælpemidler, nemlig erkendelsen af, at pensler ikke fungerer som smøreknive, men snarere som pumper - jeg vil ikke gå i detaljer med dette eksempel, men blot henvise til Kim Halskov Madsens bidrag i nærværende publikation.

Det forekommer mig problematisk, at Blacks interaktion mellem det metaforiske udtryk og det, det bruges om, formodes at være gensidig. Den kategoriske envejspåvirkning fra kildedomæne til måldomæne, som Lakoff og Johnson opererer med, er formentlig heller ikke korrekt, men immervæk det oftest forekommende: Hvis jeg siger, at hjernen er en telefoncentral, lyder jeg først og fremmest temmelig forældet, da menneskene idag har fundet en nyere teknologi at spejle deres tankeverden i, nemlig computere af forskellig slags. Men derudover siger jeg ikke så forfærdelig meget om telefoncentraler, de forbliver uændrede af sammenligningen, hvorimod en struktur lægges ned over hjernens funktioner, der altså i begyndelsen af dette århundrede syntes at give god mening. Alt i alt tror jeg derfor, at den bedste sammenfatning af denne brug af metaforer er Wittgensteins "seen som" (1992:II 193ff). Den primære påvirkningsretning er klart udtrykt, man ser noget som noget andet, og samtidig er man sig sammenligningens delvise natur bevidst, der er tale om et kneb, man benytter for at forstå noget bedre eller for at fremstille noget i et bestemt lys.

Hvordan afgrænses metaforer fra andre udtryksformer?

Det spørgsmålstegn, jeg på overheaden svarede med, er næsten det samme som at sige "Det kan man ikke". Men jeg bilder mig ind, at spørgsmålstegnet ikke er helt så kategorisk en afvisning, for i masser af tilfælde er det jo ganske let at se forskel, det er blot, når man leder efter et enkelt, ufejlbarligt kriterium, at man kommer til kort.

Forsøgene på at afgrænse metaforer fra bogstaveligt sprog ved hjælp af syntaktiske kriterier må ganske enkelt afvises som håbløse: Hvis det overhovedet forekommer, er det undtagelsen snarere end reglen, at metaforiske udsagn har en anderledes sætningsbygning end bogstavelige udsagn. Forsøgene på at genkende metaforer på grundlag af semantiske regelbrud er der meget mere gods i - det er trods alt temmelig almindeligt, at et metaforisk udsagn virker meningsløst eller i hvert fald sært, hvis det tolkes bogstaveligt. Men det gælder ikke altid, der findes f.eks. "dobbelt sande" sætninger som Andrew Ortonys "The rock is becoming brittle with age", som i én kontekst kan være et bogstaveligt udsagn om en sten, der er blevet skør, og i en anden kontekst et metaforisk udsagn om en professor emeritus, der begynder at være lidt senil.

Troen på, at metaforer altid medfører semantiske regelbrud, har også givet anledning til teorier om, at vi altid prøver at forstå udsagn bogstaveligt - og først når det slår fejl, begynder at søge efter en mulig figurativ betydning. Blandt argumenterne mod en sådan teori om vores forståelse af sprog er et utal af undersøgelser (Gibbs 1993:254ff), hvor man har målt, hvor lang tid det tager at forstå bogstavelige hhv. metaforiske udsagn: Hvis den metaforiske tolkning først begynder, når den bogstavelige ville have leveret et resultat, hvis ikke den slog fejl, burde det tage mærkbart længere tid at tolke metaforiske udsagn. Men det gør det ikke: Hvis blot der er lagt op til metaforen i en forhistorie, tager det ikke længere tid at forstå metaforer end bogstavelige udtryk. Forklaringen på disse resultater kan være, at bogstavelige og metaforiske udtryk tolkes på fuldstændig samme måde, men det synes ikke umiddelbart at passe med den subjektive fornemmelse af, at metaforer er "anderledes" sprog. Derfor må det være bedre at fastholde, at figurative betydninger analyseres på en anden måde end bogstavelige, men at de to analyser kan foregå parallelt, dvs. at to forskellige "moduler" to forskellige steder i hjernen samtidigt arbejder på hver sin analyse af det samme input. Hvordan disse moduler skal afgrænses og lokaliseres, vender jeg tilbage til under behandlingen af det sidste spørgsmål.

Skillelinien mellem "levende" og "døde" metaforer har jeg været inde på: Den kan umuligt være særlig klar, når den aktivt kan flyttes af en smule snak. Bemærk i øvrigt, at dette kun er en af i hvert fald to mulige måder at definere levende og død, nemlig ud fra konventionaliseringsgraden. En anden definition, som Lakoff og Johnson lufter (Lakoff & Johnson 1980:55), hæfter sig ved, om metaforer er produktive - dvs. at der fortsat dannes nye udtryk, der benytter et givet kildedomæne til udsagn om et givet måldomæne - eller om al nydannelse er ophørt. Ud fra en sådan definition kunne man argumentere for, at billedmetaforerne - der jo er for detaljerige til at kunne danne hele systemer af metaforer - er de døde, mens de konventionelle, der hele tiden benyttes i lidt anderledes situationer, er de levende. Men så langt går Lakoff og Johnson dog alligevel ikke: Den eneste metafor, de explicit kalder død, er den, der benytter forskellige kropsdele - men langfra alle kropsdele, det er en vigtig del af argumentet - til beskrivelse af borde, bjerge, flasker osv. Jeg har svært ved at se, at denne metafor skulle være markant mindre produktiv end f.eks. at se er at forstå - og mener desuden, at denne anden definition af død og levende er bevidst forplumring af diskussionen.

Fra en kognitiv synsvinkel er det interessante ved skillelinien mellem levende og døde metaforer, at der er nogle metaforer, der får os til at se - eller i sjældnere tilfælde sanse på anden vis - noget i et nyt perspektiv, og andre, der kan benyttes uden intern billeddannelse. Der kan vist ikke være nogen tvivl om, at skillelinien er individuel, bestemt af vore hidtidige erfaringer og aktuelle interesser - men hvorfor det er sådan, at noget sprog aktiverer andre tankeformer end den billedløst sproglige og andet sprog ikke gør, findes der vist ikke noget udtømmende svar på, ud over, at billedkvaliteten "slides ned".

Det siger sig selv, at der er en syntaktisk forskel på metaforer og sammenligninger - nemlig det lille "som", eller hvad det nu måtte være for et ord, der markerer sammenligningen - og dermed er der også den kognitive forskel, at lytteren kan være i tvivl om, hvad der foregår ved metaforer, men ikke ved sammenligninger. Det betyder velsagtens, at metaforer virker stærkere og i visse tilfælde mere overrumplende, men derudover tror jeg ikke, man kan finde væsentlige forskelle - det afgørende er og bliver i begge tilfælde, at man anskuer noget ved hjælp af noget andet.

Grænsedragningen mellem metaforer og metonymier tror jeg heller ikke kan blive klar. Dels er der stor uenighed om hvordan metonymier skal afgrænses, og dels bygger masser af metaforer på en eller flere metonymier. Roman Jakobson (Jakobsen 1995) skriver, at metaforer overvejende er et spørgsmål om at udvælge et udtryk frem for et andet til at stå på en bestemt plads i ytringen, dvs. et valg på selektionsaksen, mens metonymier overvejende er et spørgsmål om, hvilke udtryk et givet udtryk kan sættes sammen med i en ytring, dvs. et valg på kombinationsaksen. Det kan da nok være rigtigt for metonymier, der bygger på en funktionel sammenhæng, f.eks. ting man bruger sammen eller årsagssammenhænge, men det kan ikke være rigtigt for metonymier, der omtaler en del i stedet for en helhed eller en helhed i stedet for en del - de er af kategoriel art og må derfor høre til på selektionsaksen.

Det er ikke klart, om man af det ovenstående kan slutte, at Jakobson slet ikke henregner del-for-helhed og helhed-for-del til metonymierne, men det gør Lakoff og Johnson bestemt. Hos dem hedder det, at metaforer overfører en struktur fra ét domæne til et andet, mens der ikke er tale om en sådan overførsel ved menonymier. Det er en glimrende tommelfingerregel, men næppe mere end det. Hvis man siger "Jeg vil nu prøve at kaste lys over forskellen på metaforer og metonymier", er der ifølge Lakoff og Johnson tale om et eksempel på metaforen at belyse er at forklare - selvom udtrykket er umiddelbart analyserbart som en kæde af del-for-helhed metonymier: At forstå noget er en proces, der i overvejende grad foregår inde i vore hoveder, skjult for såvel os selv som alle mulige andre. Der er imidlertid visse former for almindeligt observerbar adfærd, der ofte ledsager forståelsesprocessen:

  • Man skal befinde sig tæt ved den genstand, der skal forstås, hvilket vel er grundlaget for udtrykket "forstå", dvs. at stå foran.
  • Man skal kunne tage genstanden i hånden, hvilket har givet ophav til udtryk som "at gribe en tanke", "begribe noget" og såmænd også "begreb".
  • Man skal se genstanden, hvilket har givet ophav til udtryk som "Jeg kan godt se, hvad du mener" og "at have blik for noget".

Alle disse ydre handlinger kan metonymisk stå for hele den uforståelige forståelsesproces - og i det sidste tilfælde er det jo en betingelse for at kunne se noget, at der er lys nok. Deraf en hel stribe af udtryk om "at kaste nyt lys på sagen", "at sætte spotlight på sagen", "farvede fremstillinger", osv.

Fuldstændig analogt med dette bevæger vi læber og stemmebånd og frembringer på den måde nogle lyde, som er i stand til at få en lyttende person til at forstå vores synspunkt på dette eller hint - hvad er så mere indlysende end at fremstille dette som, at vi lægger vores tanker ned i de ord, vi ytrer, og dermed sender afsted som pakker til lytteren? Det er ikke altid lige let at få sine tanker til at passe i de forhåndenværende ord-pakker, vi kan være dårlige til at gøre det, og tilsvarende kan lytteren være dårlig til at pakke op, således at meningen går i stykker - men denne trafik af ord-pakker er da ubetinget en del af kommunikationsakten, som ved gængs del-for-helhed metonymi kan få lov at betegne helheden.

Sådan ser Lakoff og Johnson ikke på det. Tværtimod hylder de Michael Reddy som deres vigtigste inspiration, fordi han beskrev netop dette forhold som "The Conduit Metaphor". En del af begejstringen skyldes utvivlsomt, at Reddy (1993) kiggede på dagligsprog, og at han fandt et utal af relaterede metaforiske udtryk, der tilsammen udgjorde et metaforisk system - men det rokker ikke ved, at der ligger en metonymi til grund for metaforen, og at det derfor blot er et definitionsspørgsmål, om man vil tilkende metonymier evnen til at strukturere et domæne ved hjælp af et andet.

Der er naturligvis masser af metonymier, der klart kan afgrænses fra metaforer - f.eks. når man siger "Danmark" for ikke at skulle gå i detaljer med hvilke regeringsmedlemmer eller embedsmænd eller fodboldspillere, der konkret er tale om - og i sådanne tilfælde kan man vist også tillade sig at sige, at metonymier ikke kognitivt er særlig interessante. De er blot håndtag, der gør det lettere at tale om et givet emne.

På denne baggrund kunne man måske konkludere, at det interessante begynder, når håndtagene er skæve - som i beskrivelsen af overvejende indre tankebegivenheder ved hjælp af ydre ledsagefænomener - for i sådanne tilfælde antager metonymien metaforisk karakter!

Er metaforer sprog og/eller tanker?

Dette spørgsmål findes der et klart svar på: Både og. Sadock afviser at (de levende) metaforer hører hjemme inden for den synkrone lingvistik, fordi de betjener sig af nogle betydningsrelationer, som lingvistikken ikke vil beskæftige sig med - og disse betydningsrelationer må være en eller anden form for tanker. Lakoff og Johnson lægger stor vægt på, at metaforer ikke blot er sproglig pynt, men også er med til at forme vores opfattelse af de fænomener, vi omtaler metaforisk. Indledningseksemplet fra Metaphors We Live By (Lakoff & Johnson 1980:4ff) diskussion er fysisk kamp bruges til at fremhæve, at vi ikke blot taler om diskussion med termer fra den fysiske kamps domæne, fordi det nu engang er den gængse måde at tale om diskussioner på, men at denne sprogbrug også indebærer, at vi på mange måder opfatter samtaler som kampe: Den ene part skal vinde og den anden tabe, det kan ikke være et frugtbart samarbejde - som metaforen diskussion er dans kunne udtrykke, hvis ellers den var almindeligt udbredt. Strengt taget er det vel kun i forbindelse med opfattelsen af metaforer som sproglig pynt (eller underholdning, som Cicero sagde), at der har været tale om at metaforer ikke skulle være tanker - og selv det er tvivlsomt: Både hos den talende og den lyttende fordrer metaforen tanker af en anden slags, end man ellers behøver i sproglig kommunikation.

Ligger der særlige tankeformer til grund for metaforer?

Dette spørgsmål har jeg ikke kunnet undgå at besvare bekræftende i det foregående, så det virkelige spørgsmål i dette afsnit er, hvilke særlige tankeformer der benyttes i metaforisk tænkning. Det kan bedst besvares ved at se på, hvilke dele af hjernen der er involveret.

PET-scanning af metaforer

Den sidste nye vidunderteknik i den kognitive hjerneforskning er scanning af hjernen, mens den udfører en eller anden opgave. De nerveceller, der er mest aktive, har mest brug for nye forsyninger af ilt og energi og udvirker derfor en udvidelse af de blodkar, der forsyner dem med disse stoffer. Udvidelsen kan måles på to måder, som magnetisk resonans fra de større blodmængder (functional Magnetic Resonance Imaging eller blot fMRI) eller ved at sprøjte et radioaktivt stof (typisk ilt eller vand med radioaktivt ilt) ind i blodet (Position Emission Tomography eller blot PET). Begge metoder opfattes som "non-invasive" og tilstrækkelig uskadelige til, at de kan anvendes på sunde og raske mennesker, der frivilligt har meldt sig som forsøgspersoner. Derved adskiller de sig markant fra undersøgelser af patienter med en eller anden form for hjerneskade, idet sådanne patienter meget ofte kompenserer for deres skade ved at udføre diverse tankeoperationer på atypisk vis. Det må dog tilføjes, at det bestemt heller ikke er uinteressant at se, hvordan tankearbejdet bliver sært, når en given del af hjernen ikke fungerer som den skal. Desuden resulterer scanningerne i tredimensionale billeder af aktiviteten i hjernen, hvilket psykologiske undersøgelser af patienter ikke gør. De tredimensionale billeder viser som regel aktivitet i stort set alle dele af hjernen, men ved at sætte forsøgspersonerne på flere, lidt forskellige opgaver får man mulighed for at trække aktivitetsmønstret ved løsning af den ene opgave fra aktivitetsmønstret ved løsning af den anden opgave - og kan således fremhæve de områder, der er specielt aktive ved løsning af den ene opgave.

På nuværende tidspunkt er der mig bekendt kun gennemført en enkelt hjernescanning, der specifikt leder efter de områder af hjernen, der benyttes i bearbejdning af metaforer (Bottini m.fl. 1994). I PET-scanneren blev seks forsøgspersoner sat til at vurdere om en række sætninger som f.eks. "The office boy used stones as paper weights" og "The short-sighted boy used trees as glasses" var plausible bogstavelige beskrivelser af verden, samt om en række sætninger som f.eks. "The student had a headache a yard wide" og "The politician who would not give straight answers was a cat" var plausible metaforiske udsagn. I begge tilfælde var halvdelen af sætningerne plausible, den anden halvdel ikke. Resultatet var, at metaforisk minus bogstavelig aktiverede en hel del områder i højre hjernehalvdel, og at bogstavelig minus metaforisk aktiverede nogle få steder i venstre hjernehalvdel (figur 1).

Figur 1. De hvide pletter er de områder af hjernen, der aktiveres mere af en metaforisk opgave end af en bogstavelig (øverst), og mere af en bogstavelig opgave end af en metaforisk (nederst). Til venstre ses de aktive områder fra siden, fra oven og forfra, til højre er de projiceret ind på de to hjernehalvdeles yder- og indersider - med højre hjernehalvdel til venstre og venstre hjernehalvdel til højre. Gengivet efter Bottini m.fl. 1994.

Her er altså et klart bevis for, at bearbejdning af metaforer involverer højre hjernehalvdel langt mere end bearbejdning af bogstaveligt sprog - hvis ellers undersøgelsen måler det, den foregiver at måle, hvilket ikke er ganske sikkert. Således er der flere undersøgelser, der viser, at forståelse af metaforer ikke er det samme som bevidsthed om, at metaforer er "særligt" sprog (Gerrig & Healy 1983; Winner & Gardner 1993; de Groot m.fl. 1995), og i denne undersøgelse må det vist siges primært at være denne metasproglige bevidsthed, der sættes i sving. Desuden kan de fleste af de metaforiske sætninger kun beskrives rammende med ét ord - søgte - hvorimod de bogstavelige sætninger var ganske lette at gå til(2). Dermed kan det i princippet tænkes, at det slet ikke er metaforerne, der aktiverer højre hjernehalvdel, men tvivlen.

Bottini m.fl. tolker selv resultaterne således, at der i højere grad skulle benyttes "imagery", dvs. mental billeddannelse ved vurderingen af de metaforiske sætninger end ved vurderingen af de bogstavelige sætninger, og at de bogstavelige udsagn involverede den "semantiske" hukommelse, der rummer vores leksikon-agtige viden om verden, hvorimod de metaforiske udsagn snarere involverede den "episodiske" hukommelse, der rummer vores personligt farvede erfaringer. Dermed afviser de en anden teori om samspillet mellem de to hjernehalvdele, som går ud på, at højre hjernehalvdel tager sig af den grove semantik, mens venstre hjernehalvdel tager sig af de finere detaljer (Beeman m.fl. 1994). Jeg tror ikke, at hverken den ene eller den anden af disse teorier fanger alle forskellene mellem de to hjernehalvdele, men det vil jeg vente med at diskutere, til jeg har præsenteret nogle ældre undersøgelser.

Semantik, syntaks og metaforer

Det var intet mindre end den moderne hjerneforsknings fødsel, da den franske læge Paul Broca i 1861 opdagede en sammenhæng mellem manglende evne til at tale og beskadigelse af en bestemt del af hjernen, der lige siden har været kendt som Brocas område. Hans metode var den enklest tænkelige - han åbnede kraniet på en nyligt afdød person, som ikke havde været i stand til at tale i årevis, og kiggede på hjernen. Det beskadigede område kunne ses med det blotte øje i den forreste del af hjernens yderste lag, hjernebarken. Efter at have kigget på nogle flere hjerner med samme beskadigelse indså han, at det næsten altid var skader i den venstre halvdel af hjernen, der fratog mennesker evnen til at tale. Da venstre hjernehalvdel også kontrollerer den almindeligvis dominerende højre hånd, konkluderede han, at venstre hjernehalvdel måtte være den dominante - omend han holdt muligheden åben for, at det i enkelte individer kunne forholde sig omvendt, så højre hjernehalvdel var dominant. Skønt sammenhængen mellem håndethed og den hjernehalvdel, der kontrollerer talen, stadig ikke er forstået i alle detaljer, er det så godt som sikkert, at der er en eller anden form for sammenhæng: 98% af de højrehåndede kontrollerer talen fra deres venstre hjernehalvdel, mens kun omkring to trediedele af de venstrehåndede kontrollerer talen fra venstre hjernehalvdel - og for ikke at forvirre begreberne mere end højst nødvendigt, vil jeg afholde mig fra at sige noget om de ca. 5% af befolkningen, der taler med højre hjernehalvdel eller begge hjernehalvdele.

Blot 13 år senere, i 1874, fandt den tyske neurolog Karl Wernicke et andet område i venstre hjernehalvdel med stor betydning for sproget. Wernickes område ligger i tindingelappen, meget tæt på det sted, hvor lydindtryk behandles, og da Brocas område ligger meget tæt på det sted, der kontrollerer de muskler, man bruger til at tale med - og det netop var blevet klart, at hjernens forreste halvdel tager sig af muskelkontrol, mens den bageste halvdel tager sig af sanseindtryk - foreslog Wernicke, at Brocas område kun tog sig af sprogproduktion, mens hans eget område tog sig af sprogforståelse. I dag skelner man snarere mellem syntaks i Brocas område og semantik i Wernickes område. Hvis Brocas område er skadet, kan man ikke bøje ordene rigtigt, og alle de små ord, der binder sætningerne sammen, mangler, men forståelsen er ikke beskadiget særlig meget, fordi forståelsen af de vigtigste ord - og med stort besvær også produktionen af dem - klares af Wernickes område. Men hvis dét er skadet, forstår man ikke ret meget af, hvad der foregår omkring én, og selvom man muligvis taler meget og flydende, vil det overvejende være nonsens.

Roman Jakobsons berømte artikel fra 1956, To aspekter af sproget og to typer af afatisk forstyrrelse, (Jakobson 1995) var en af de første formuleringer - hvis ikke ligefrem den første formulering - af denne nye opfattelse af arbejdsdelingen mellem de to vigtigste sprogcentre, og han er ganske afgjort den første, der drager den slutning, at metonymier overvejende er syntaktiske fænomener (eller valg på kombinationsaksen som han foretrækker at udtrykke det), mens metaforer er semantiske fænomener (valg på selektionsaksen). Med andre ord: Brocas område er stort set uden betydning for behandlingen af metaforer, det er en sag for Wernickes område. Hvordan passer det nu sammen med det forhold, at højre hjernehalvdel er langt mere involveret i behandlingen af metaforiske udtryk end af bogstavelige udtryk?

Ganske glimrende, ja man kan faktisk sige, at det blev bevist af Winner & Gardner (1977), som pudsigt nok ikke henviser til denne artikel af Jakobson, selvom de nævner andre af hans artikler. Winner & Gardner testede både normale kontrolpersoner og patienter med store skader i enten venstre eller højre hjernehalvdel - sådanne ensidige hjerneskader er reglen snarere end undtagelsen, fordi hver hjernehalvdel har separat blodtilførsel, således at blodpropper i hjernen, hjerneblødninger og lignende kun rammer en hjernehalvdel. Testen bestod i, at forsøgslederen læste en metaforisk sætning højt og bad forsøgspersonerne om at vælge dén af fire tegninger, som de syntes passede bedst sammen med sætningen. Halvdelen af sætningerne kombinerede tillægsord fra det fysiske domæne med navneord fra det psykologiske domæne (heavy heart) og den anden halvdel kombinerede et tillægsord fra en sansemodalitet med et navneord fra en anden sansemodalitet (colorful music), og de fire tegninger var en bogstavelig tolkning (en mand, der bærer på et tungt hjerte), en metaforisk tolkning (en grædende mand), tillægsordets betydning (et 100 kg lod) og navneordets betydning (et hjerte).

De venstresidigt skadede patienter blev opdelt i to grupper, alt efter om skaden var i den forreste eller bageste del af hjernen. Patienter med skader i den forreste del af venstre hjernehalvdel (inklusive Brocas område) valgte den metaforiske tolkning næsten lige så ofte som de normale (knap 70%), mens patienter med skade i den bageste del af venstre hjernehalvdel (med Wernickes område) valgte den metaforiske tolkning markant mindre (knap 50%).

De højresidigt skadede valgte den bogstavelige tolkning omtrent lige så tit som den metaforiske (knap 50% hver), og fandt den ikke spor mærkelig - hvorimod både normale og venstresidigt skadede grinede af de bogstavelige tegninger, kaldte dem absurde og sjældent valgte dem (under 25%). Til gengæld brokkede adskillige af de højresidigt skadede sig straks over de metaforiske sætninger: "You wouldn't say anything like that!", men kunne alligevel parafrasere dem, hvis de blev bedt om det.

Disse resultater viser tydeligt, at Wernickes område er vigtigere for forståelsen af metaforer end Brocas område, som Jakobson sagde, men også, at en velfungerende højre hjernehalvdel er lige så vigtig - og den er slet ikke nævnt hos Jakobson(3). Desuden giver de højresidigt skadedes mishag ved metaforerne støtte til ideen om, at metaforer indebærer overtrædelse af reglerne for semantisk selektion. Teorier om dette antager almindeligvis, at overtrædelsen sætter søgningen efter et alternativ til den meningsløse bogstavelige tolkning igang, men resultaterne her tyder på, at denne søgning meget vel kunne foregå i en anden del af hjernen. Og hvis to dele af hjernen er ansvarlige for to separate analyser, er det muligt, og formentlig også praktisk, at de to analyser gennemføres sideløbende - det kan i hvert fald forklare, hvorfor vi almindeligvis ikke lægger mærke til metaforer som særligt, regelbrydende sprog, og hvorfor vi i sjældne tilfælde bliver bevidste om, at vi sekventielt afprøver den ene tolkning efter den anden i håb om at finde en, der giver mening.

Jeg vil nu vende blikket mod andre undersøgelser af forskellene mellem de to hjernehalvdele i almindelighed for at prøve at finde et svar på, hvad det er højre hjernehalvdel gør anderledes end venstre hjernehalvdel, og hvilken rolle det spiller i forståelsen af metaforer. Nogle af undersøgelserne er med ensidigt hjerneskadede, andre med såkaldte "split-brainere", dvs. mennesker, der har fået alle nerveforbindelserne mellem de to hjernehalvdele skåret over ved et kirurgisk indgreb, således at begge hjernehalvdele forbliver intakte, men ude af stand til at kommunikere med hiannden. Sådanne operationer foretages kun i sjældne tilfælde af epilepsi, som ikke kan kontrolleres medicinsk. Indgrebet nedsætter både antallet og voldsomheden af de epileptiske anfald dramatisk, men den fuldstændige adskillelse af de to hjernehalvdele har nogle temmelig ødelæggende bivirkninger, så man forsøger sig som regel med en delvis adskillelse og overskærer kun de resterende nervetråde, hvis det første indgreb ikke har nogen virkning. Der er i Danmark kun en enkelt split-brainer, som både er fuldstændig adskilt og normalbegavet, og det er ham, jeg har arbejdet med.

Visuel-rumlig forståelse

Allerede i 1930'erne blev man opmærksomme på, at patienter med skader i højre hjernehalvdel ofte havde problemer med at finde rundt på hospitalet. Med de første split-brainere i 1960'erne blev denne, højre hjernehalvdels første kendte overlegenhed generaliseret en del: Der findes en film, hvor de to hænder på skift skal lægge et geometrisk puslespil. Højre hånd, der styres af venstre hjernehalvdel, var hjælpeløs, men højre hjernehalvdel havde allerede fundet løsningen, så forsøgslederen måtte holde fast i den venstre hånd for at forhindre den i at blande sig (Gazzaniga 1970:100). Tegning efter forlæg gav ganske tilsvarende resultater. Højre hånd kunne ikke tegne en terning, mens den uøvede venstre hånd slap ganske godt fra både denne og andre opgaver (figur 2).

Figur 2. Tegninger foretaget af en split-brainer før og efter operationen med venstre og højre hånd. Fra Gazzaniga & LeDoux 1978:52.

På grundlag af det ovenstående kunne man tro, at højre hjernehalvdel er bedst til alle former for rumforståelse og mentel billeddannelse (imagery), men så enkelt er det næppe. Den bedste opsummering af forskellene er formentlig, at venstre hjernehalvdel er bedst til at konstruere billeder ved kombination af enkeltelementer - på omtrent samme måde som sætninger konstrueres af ord - mens højre hjernehalvdel er bedst til helhedsbilleder (Corballis 1991).

Tone og rytme

Inden operationer i hjernen har det siden omkring 1950 været standard at bedøve først den ene og derpå den anden hjernehalvdel med et sovemiddel: Inden blodet fører sovemidlet tilbage til hjertet og op til den anden hjernehalvdel, kan man i et par minutter teste, om den vågne hjernehalvdel er den talende. I enkelte tilfælde interesserer man sig også for andre ting, og så ser man, at venstre hjernehalvdel nok kan holde en rytme, men er så godt som fuldstændig tonedøv: Den kan hverken synge rent eller kende forskel på en mandsstemme og en kvindestemme. Omvendt kan højre hjernehalvdel det med tonerne - andre typer undersøgelser har påvist, at højre hjernehalvdel er mere involveret i bearbejdning af f.eks. tonefald af følelsesmæssig art (Bryden & Ley 1983; Papanicolauo m.fl. 1983) - men kan ikke holde rytmen (Blakeslee 1980:93ff). Der er al mulig grund til at tro, at det er medfødt, for allerede få uger gamle spædbørn reagerer kraftigst på ord i højre øre (der primært sender sine oplysninger til venstre hjernehalvdel), men kraftigst på musik, støvsugere og andre lyde i venstre øre (Entus 1977).

Mine egne lommefilosofiske forsøg på at forstå, hvorfor det forholder sig sådan, ender altid i to forhold: 1. Det modul, der skal udtrække den sproglige betydning af hurtigt skiftende lyde, kan ikke samtidig lægge vægt på alle mulige andre træk ved lydene. 2. Det er let at afbilde høje og dybe toner i et rumligt kontinuum, men en sådan rumlig helhed er svær at manipulere i tid.


Sammenhæng, helhed og realitetssans

I tilfælde af svære beskadigelser af venstre hjernehalvdel ser man meget ofte, at patienten er yderst bevidst om sit handicap og - antagelig derfor - dybt deprimeret. Patienter med tilsvarende beskadigelser af højre hjernehalvdel er typisk euforiske. De afviser ofte, at de fejler noget - den lammede venstre side af kroppen har jo ikke noget med dem at gøre - og de ignorerer ofte også hele den venstre halvdel af deres synsfelt. Beder man dem om at kopiere en tegning, tegner de kun den højre halvdel af tegningen (figur 3), og de vil ofte hævde at en tekst er noget vrøvl, fordi de ikke læser ude fra venstre margen, men kun læser den højre halvdel af hver linie.

Figur 3. En patient med omfattende skader i højre hjernehalvdel vil ofte kun medtage detaljer fra forlæggets højre halvdel i deres kopi. Gengivet efter Springer & Deutsch 1989:193.

Denne ensidige neglekt ses som regel ikke hos split-brainere, men split-braineren P.S. udviser bestemt den samme tendens til at drage konklusioner uden at interessere sig for, om han har fået alle relevante oplysninger med (se også figur 4):

When a snow scene was presented to the right hemisphere and a chicken claw was presented to the left, P.S. quickly and dutifully responded by choosing a picture of a chicken from a series of four cards with his right hand and a picture of a shovel from a series of four cards with his left hand. The subject was then asked, "What did you see?" "I saw a claw and I picked the chicken, and you have to clean out the chicken shed with a shovel." In trial after trial, we saw this kind of response. The left hemisphere could easily and accurately identify why it had picked the answer, and then subsequently, and without batting an eye, it would incorporate the right hemisphere's response into the framework. While we knew exactly why the right hemisphere had made its choice, the left hemisphere could merely guess. Yet, the left did not offer its suggestion in a guessing vein but rather as a statement of fact as to why that card had been picked. (Gazzaniga & LeDoux 1978:148-9)

Figur 4. Split-braineren P.S. ser et billede med hver hjernehalvdel og peger med hver hånd på et relateret billede - læs den mundtlige forklaring i citatet. Illustrationen viser desuden hvordan informationer kan præsenteres til en hjernehalvdel ad gangen: Den venstre halvdel af synsfeltet ses kun af højre hjernehalvdel, og omvendt. Gengivet efter Gazzaniga & LeDoux 1978:149.

Venstre hjernehalvdels manglende sans for helhed og sammenhæng fremgår tillige af en del andre undersøgelser. Genfortælling af historier med et enkelt inkongruent element resulterede ofte i begrundelser af, hvordan det alligevel kunne passe ind i historien - hvorimod de normale kontrolpersoner studsede, når de hørte det inkongruente element, og sprang det over i deres genfortælling (Gardner m.fl. 1983). Små historier, hvor en af sætningerne lagde op til en følgeslutning, som den anden sætning udelukkede, resulterede ikke blot i accept af de rigtige følgeslutninger, men også af op mod halvdelen af de forkerte (Brownell m.fl. 1986). Og endelig har jeg selv præsenteret split-braineren for metaforiske udtryk af meget varierende art og i svarene fra hans venstre, talende hjernehalvdel set en udtalt tendens til at bygge hele tolkningen på et enkelt ord snarere end på sætningens helhed. I udtrykket "Der er ikke megen social opdrift i hende" var det egentlig blot opdrift som eksempel på begrebsmetaforen bedre social position er op, der skulle testes, men tolkningen lagde på uventet vis hele vægten på ordet social: "Hun har ikke meget sans for, hvad der foregår omkring hende, for at andre har det rart." I ordsproget "Blandt blinde er den enøjede konge" hæftede split-braineren sig ensidigt ved kongen, som måtte være magtfuld. Og i "Der hører mere til dansen end et par røde sko" hæftede han sig primært ved ordet mere og sagde: "Der skal ske mere end blot dans, når man inviterer en pige ud."

Visuel lighed, funktionel sammenhæng og kategorifællesskab

I januar 1995 gennemførte jeg en undersøgelse med split-braineren, hvor jeg præsenterede et billede i et kort glimt til én hjernehalvdel ad gangen og dernæst viste to andre billeder: ét, der lignede det først viste, og ét der begrebsligt hørte sammen med det (figur 5). Resultatet var, at højre hjernehalvdel altovervejende valgte på grundlag af visuel lighed, mens venstre hjernehalvdel foretrak den begrebslige sammenhæng. Ved nærmere analyse viste det sig, at der var to former for begrebslig sammenhæng. De fleste ting hørte funktionelt sammen (som kridt og tavle), men der var også et par ting, der tilhørte samme kategori (som æble og banan) - og her var højre hjernehalvdel næsten lige så tilbøjelig til at vælge kategorifællesskabet som venstre hjernehalvdel.

Figur 5. Split-brainerens to hjernehalvdele parrer stimulusbillederne (længst til venstre) med svarmulighederne på hver sine måde. Venstre hjernehalvdel foretrækker en begrebslig relation (rød) og højre hjernehalvdel foretrækker en visuel lighed (gul). De fleste stimuli resulterede i svarfordelinger som i de øverste to rækker, men alle andre kombinationer forekom også. De høje søjler til højre viser svarfordelingen i hele testen - og i samtlige søjler er venstre hjernehalvdels svar til højre, fordi de er svar på stimuli i højre halvdel af præsentationsskærmen. Sort betyder at stimulus også blev set af den forkerte hjernehalvdel og derfor må diskvalificeres.


For at undersøge dette nærmere udarbejdede jeg i august 1995 en ny test, hvor der både kunne svares på grundlag af visuel lighed og funktionel sammenhæng og kategoritilhørsforhold. Resultatet var denne gang, at venstre hjernehalvdel lidt hellere valgte kategorien end funktionen og kun sjældent valgte den visuelle lighed, mens højre hjernehalvdel igen absolut foretrak den visuelle lighed, men lidt hellere valgte funktionen end kategorien - altså et ganske andet resultat, hvad højre hjernehalvdels interesse for kategorifællesskab angår, end i den første test, og alt i alt fuldstændig modsatte præferencer i de to hjernehalvdele (figur 6).

Figur 6. I nogle tilfælde var der mulighed for at vælge visuel lighed (gul) eller funktionel relation (rød), i andre kunne der vælges mellem visuel lighed og kategorielt tilhørsforhold (blå), og i atter andre kunne der vælges mellem funktionel relation og kategorielt tilhørsforhold. Desuden var der altid et helt urelateret billede at pege på (grå). De tre søjlediagrammer foroven viser de samlede resultater for hver af disse tests. Venstre hjernehalvdels svar vises igen i højre halvdel af hver søjlegruppe. Forneden ses tre eksempler på stimuli og svar: Længst til venstre ses svarfordelingen for samtlige præsentationer af denne stimulus, derefter kommer stimulus, den visuelle lighed og den funktionelle relation, og endelig følger et eller flere medlemmer af den samme kategori. Grunden til at inkludere flere medlemmer af den samme kategori var dels at se, om der skulle være prototypeeffekter, dels at se, om de to hjernehalvdele afgrænsede kategorierne forskelligt. Begge dele synes at være tilfældet, men det falder uden for rammerne af denne artikel.

Min tanke med undersøgelsen var, at det måske er rimeligt at lægge en skillelinie ind mellem på den ene side billedmetaforer, som bygger på en visuel lighed mellem to helhedsbilleder og følgelig gør brug af højre hjernehalvdels overlegne visuelt-rumlige evner og helhedssans, og på den anden side handlingsmetaforer, som bygger på en analogi mellem to begivenhedsforløb eller aktiviteter og derfor gør mest brug af venstre hjernehalvdels sans for tid og logiske relationer. En sådan sondring ville være fint i tråd med Jakobsons skelnen mellem valg på selektionsaksen og valg på kombinationsaksen - men den har desværre også en alvorlig skavank, nemlig at de fleste handlingsmetaforer, og de fleste metaforer overhovedet, også kan fremkalde helhedsbilleder!

Sammenfatning

Til slut vil jeg vende tilbage til de hypoteser, der modstilles af Bottini m.fl. (1994), og se hvor godt de stemmer overens med undersøgelsesresultaterne ovenfor. For det første gør Winner & Gardner (1977) det ganske klart, at metaforer behandles i højre hjernehalvdel - så selvom de metaforiske sætninger, Bottini m.fl. benytter, er tvivlsomme og søgte, og selvom opgaven med at vurdere plausibiliteten kræver metasproglig bevidsthed snarere end dagligdags forståelse, skyldes aktiveringen på PET-billederne formentlig højre hjernehalvdels deltagelse i løsningen af den metaforiske opgave. For det andet ser jeg ingen grund til at tvivle på, at den metaforiske opgave beror mere på mental billeddannelse end den bogstavelige opgave - og at dette er forklaringen på i hvert fald en del af aktiviteten i højre hjernehalvdel. For det tredie kan der ikke være nogen tvivl om, at hver hjernehalvdel har sit eget hukommelsessystem (Frandsen 1994), og det er lige så indlysende, at vi i visse tilfælde ved noget som leksikalsk viden og i andre tilfælde kan huske den situation, hvor vi først lærte eller erfarede det - men jeg finder det højst usandsynligt at disse to skillelinier skulle falde sammen. Faktisk tror jeg, at forståelsen af episodisk hukommelse kan lære en del af Walter Benjamins rent filosofiske eller spekulative distinktion mellem Erlebnis og Erfahrung (Benjamin 1939). Erlebnis er en oplevelse, der er fikseret i den tomme og homogene lineære tid, som han foragteligt siger. Alle detaljerne er klare og tydelige, fordi hver oplevelse er isoleret i sin egen del af hukommelsen - og af præcis den samme grund ændrer den ikke ens handlemåder eller verdensbillede. Erfahrung er erfaring. Den anerkender kun tid som noget indeni processerne, durée, den kan meget vel være lidt vag, og den bliver let blandet sammen med andre erfaringer - men den har virkelig betydning for, hvem vi er, hvad vi tænker, og hvad vi gør. Denne skelnen passer ganske godt sammen med de to hjernehalvdeles måder at tænke på, Erlebnis i venstre hjernehalvdel og Erfahrung i højre hjernehalvdel - hvilket medfører, at der er en forskellig form for episodisk hukommelse i hver hjernehalvdel. Det er bestemt tænkeligt, at det er erfaringer og ikke oplevelser, der skal bruges til at vurdere, om metaforiske sætninger er acceptable eller ej - så hvis det er det, Bottini m.fl. mener med episodisk hukommelse, forekommer det aldeles sandsynligt som en del af forklaringen af højre hjernehalvdels aktivitet.

Nok om Bottini m.fl.s egen forklaring, vi må også se på den forklaring, de afviser. Beeman m.fl.s skelnen mellem grov og fin semantik passer perfekt sammen med det forhold, at venstre hjernehalvdel er bedst til at behandle klart afgrænsede enheder med veldefinerede relationer, mens højre hjernehalvdel er bedst, når ting er mere diffust organiseret. Men der er andre facetter af arbejdsdelingen mellem de to hjernehalvdele, som Beeman m.fl.s teori ikke berører: Sondringen mellem grov og fin semantik indebærer ikke nødvendigvis, at højre hjernehalvdel skal sørge for at alle relevante oplysninger tages med i betragtning, mens venstre hjernehalvdel skal skabe en logisk struktur i denne helhed - dette forhold kræver en anden forklaring, og det samme gælder arbejdsdelingen mellem tænkning i tidslige sekvenser og tænkning i rumlige helheder. Så selvom Beeman m.fl.s teori klart er et skridt i den rigtige retning, er den bestemt ikke en fuldstændig beskrivelse af arbejdsdelingen mellem de to hjernehalvdele - og mon ikke den undervurderer, hvor fundamentale forskellene mellem tankeformerne i de to hjernehalvdele er?




Referencer

Beeman, M., R.B. Friedman, J. Grafman, E. Perez, S. Diamond & M.B. Lindsay: 'Summation priming and coarse semantic coding in the right hemisphere', in Journal of Cognitive Neuroscience 6 (1994:26-45).

Benjamin, Walter: Über einige Motive bei Baudelaire (1939), in Gesammelte Schriften I (ed: Rolf Tiedemann & Hermann Schweppenhäuser), Suhrkamp, Frankfurt am Main (1974:605-53).

Black, Max: 'Metaphor', in Mark Johnson (ed): Philosophical Perspectives on Metaphor, University of Minnesota Press, Minneapolis (1981:63-82).

Black, Max: 'More about metaphor', in Andrew Ortony (ed): Metaphor and Thought, 2. edition, Cambridge University Press, Cambridge (1993:19-41).

Blakeslee, Thomas R.: Tænk kreativt - brug høyrehjernen(1980), ovs. Hanne Uri, Universitetsforlaget, Oslo, 1985.

Bottini, G., R. Corcoran, R. Sterzi, E. Paulesu, P. Schenone, P. Scarpa, R.S.J. Frackowiak & C.D. Frith: 'The Role of the right hemisphere in the interpretation offigurative aspects of language. A positron emission tomography activation study', inBrain 117 (1994:1241-53).

Brownell, Hiram H., Heather H. Potter, Amy M. Bhirle & Howard Gardner: 'Inference Deficits in Right Brain-Damaged Patients', in Brain and Language 27 (1986:310-21).

Bryden, M.P. & Robert G. Ley: 'Right Hemispheric Involvement in Imagery and Affect', in Ellen Perecman (ed): Cognitive Processing in the Right Hemisphere, Academic Press, Orlando, Florida (1983:111-123).

Corballis, Michael C.: The Lopsided Ape. Evolution of the Generative Mind, Oxford University Press, New York, 1991.

Entus, Anne Kasman: 'Hemispheric Asymmetry in Processing of Dichotically Presented Speech and Nonspeech Stimuli by Infants', in Sidney J. Segalowitz & Frederic A. Gruber (ed): Language Development and Neurological Theory, Academic Press, New York (1977:64-73).

Foldi, Nancy S.: 'Appreciation of Pragmatic Interpretations of Indirect Commands: Comparison of Right and Left Hemisphere Brain-Damaged Patients', in Brain and Language 31,1 (1987:88-108).

Foldi, Nancy S., Michael Cicone & Howard Gardner: 'Pragmatic Aspects of Communication in Brain-Damaged Patients', in Sidney J. Segalowitz (ed) Language Functions and Brain Organization, Academic Press, New York (1983:51-86).

Frandsen, Nikolaj: Freuds model af psyken set i lyset af moderne hjerneforskning, Arbejdspapir fra Humanistisk Forskningscenter 'Menneske og natur', Odense, 1994.

Gardner, Howard: Art, Mind & Brain. A Cognitive Approach to Creativity, Basic Books, New York, 1982.

Gardner, Howard, Hiram H. Brownell, Wendy Wapner & Diane Michelow: 'Missing the Point: The Role of the Right Hemisphere in the Processing of Complex Linguistic Materials', in Ellen Perecman (ed): Cognitive Processing in the Right Hemisphere, Academic Press, Orlando, Florida (1983:169-91).

Gazzaniga, Michael S: The Bisected Brain, Appleton-Century-Crofts, New York, 1970.

Gazzaniga, Michael S. & Joseph LeDoux: The Integrated Mind, Plenum Press, New York, 1978.

Gerrig, R.J. & A.F. Healy: 'Dual Processes in Metaphor Understanding. Comprehension and Appreciation', in Journal of Experimental Psychology: Learning, Memory, and Cognition 4 (1983:667-675).

Gibbs, Raymond W.: 'Process and products in making sense of tropes', in Andrew Ortony (ed): Metaphor and Thought, 2. edition, Cambridge University Press, Cambridge (1993:252-276).

de Groot, A., J. Kaplan, E. Rosenblatt, S. Dews & E. Winner: 'Understanding Versus Discriminating Nonliteral Utterances: Evidence for a Dissociation', in Metaphor and Symbolic Activity 10 (1995).

Jakobson, Roman: 'To aspekter af sproget og to typer af afatisk forstyrrelse', ovs. Steffen Jørgensen, in K & K 78 (1995:47-68).

Kittay, Eva Feder: Metaphor. Its cognitive force and linguistic structure, Clarendon Press, Oxford, 1987.

Lakoff, George: 'The contemporary theory of metaphor', in Andrew Ortony (ed): Metaphor and Thought, 2. edition, Cambridge University Press, Cambridge (1993:202-251).

Lakoff, George & Mark Johnson: Metaphors We Live By, Chicago University Press, Chicago, 1980.

Papanicolaou, Andrew C., Harvey S. Levin, Howard M. Eisenberg & Bart D. Moore: 'Evoked Potential Indices of Selective Hemispheric Engagement in Affective and Phonetic Tasks', in Neuropsychologia 21 (1983:401-5).

Reddy, Michael J.: 'The conduit metaphor: A case of frame conflict in our language about language', in Andrew Ortony (ed): Metaphor and Thought, 2. edition, Cambridge University Press, Cambridge (1993:164-201).

Sadock, Jerrold M.: 'Figurative speech and linguistics', in Andrew Ortony (ed): Metaphor and Thought, 2. edition, Cambridge University Press, Cambridge (1993:58-70).

Schön, Donald A.: 'Generative metaphor: A perspective on problem-setting in social policy', Andrew Ortony (ed): Metaphor and Thought, 2. edition, Cambridge University Press, Cambridge (1993:137-163).

Searle, John R.: Speech Acts, Cambridge University Press, Cambridge, 1969.

Searle, John R.: 'Metaphor', in Andrew Ortony (ed): Metaphor and Thought, 2. edition, Cambridge University Press, Cambridge (1993:83-111).

Springer, Sally P. & Georg Deutsch: Left Brain, Right Brain, 3. edition, W.H. Freeman & Co, San Francisco, 1989.

Tobias, Philip V.: Olduvai Gorge, Volume 4: The Skulls, Endocasts and Teeth of Homo Habilis, Cambridge University Press, Cambridge, 1991.

Ulbæk, Ib: Ved sprogets grænser. Fra dyresprog til menneskesprog, Gyldendal, København, 1984.

Winner, Ellen & Howard Gardner: 'The Comprehension of Metaphor in Brain-Damaged Patients', in Brain 100 (1977:719-27).

Winner, Ellen & Howard Gardner: 'Metaphor and irony: Two levels of understanding', in Andrew Ortony (ed): Metaphor and Thought, 2. edition, Cambridge University Press, Cambridge (1993:425-443).

Wittgenstein, Ludwig: Philosophical Investigations, 3. edition, ovs. G.E.M. Anscombe, Basil Blackwell, Oxford, 1992.


1. Nikolaj Frandsen, f. 1958, er cand.mag. i litteraturvidenskab og samfundsfag fra Københavns Universitet og ph.d.-stipendiat ved Humanistisk Forskningscenter "Menneske og natur" og Institut for Sprog og Kommunikation, Odense Universitet, med projektet "Sprog og dobbelthjerne" om metaforer og kategorisering. Tilbage

2. Af de 40 bogstavelige sætninger er det kun 7, der ikke er 100% enighed om i det panel, der har vurderet testmaterialet inden scanningen - hvorimod der er større eller mindre uenighed om 27 af de 40 metaforiske sætninger. Artiklen hævder, at panelet bestod af 17 personer, men procenttallene er tydeligvis beregnet på grundlag af svar fra kun 7 personer, og da der ikke blev stillet krav om mere end 50% tilslutning, er hele 11 metaforiske sætninger blevet inkluderet i testen på grund af så lille en majoritet som 4 mod 3. De scannede forsøgspersoners svar viser da også samme tendens: En enkelt forsøgsperson var 95% enig med panelet om metaforerne, de øvrige 5 forsøgspersoner havde kun 45-57% "rigtige" svar, hvilket faktisk er hvad man vil opnå ved rent tilfældige svar. Enigheden om de bogstavelige sætninger var på 70 til 95%. Tilbage

3. Jakobson undersøgte ikke selv nogen hjerneskadede patienter, men forholdt sig udelukkende til, hvad neurologer havde skrevet, og de sagde formentlig intet om højre hjernehalvdel, fordi de kun interesserede sig for afatikere - og på det tidspunkt var der ingen, der drømte om at kalde patienter med skader i den tavse hjernehalvdel for afatikere. Tilbage