Metafor som bevægelse
Er metaforer et udtryk for indtryk eller indtryk fra udtryk - eller er de også aftryk af fodtryk eller modtryk til påtryk?
Asmund Born & Martin Fuglsang(1)
I denne artikel diskuterer to organisationssociologer
metaforbegrebet i organisationsteorien. Postulatet er, at
organisationsteorien har bevæget sig, idet metaforer fra at have en
realistisk fundering er på vej over mod en konstruktivistisk. I denne
bevægelse sker der et fundamentalt skift i selve metaforbegrebets
status, og dette skift kan først begribes, når vi flytter fokus i
metafordiskussionen fra metafor-i-struktur til metafor-i-operation.
Metafor-i-operation tematiserer metaforens relation til intention i
stedet for dens relation til genstand. Et skift, som kommer til udtryk
i organisationsteoriens øjeblikkelige rodløshed.
Prolog
Kunne I tænke jer at komme med et oplæg om metaforer i organisationsteorien?
- Undskyld, hvad mener du med metaforer?
- eller for den sags skyld med organisationsteorien, som jo er en
metafor?
- eller hvad er forskellen?
- eller - Åh, du mener kultur og netværk og organisation og ...
- Jo, det er noget rod ...
Kort sagt. Spørgsmålet udløser en (u)metaforisk tøven, en undvigende
begejstring, lange overvejelser om det betimelige i at kaste sig ud i det
kamikazeprojekt, som fremstår, når det netop er os, der skal vende
metaforproblemet. Vi er allerede dybt inde i labyrinter af spørgsmål
omkring organisationsteoriens brug af begreber og glatte koncepter og
omkring organisationsteoriens ontologiske og epistemologiske
selviagttagelser og billedlige kompositioner. Labyrinter, som bliver
flydende, fordi vi i udgangspunktet sætter spørgsmålstegn ved det
realistiske træk i organisationsteorien og såmænd også ved dens
(allerede her går det galt, når vi omtaler organisationsteorien i ental)
opgør med sig selv, betegnet konstruktivisme (hovedvægten på det
epistemiske) eller postmodernisme (hovedvægten på det ontologiske
opgør).
Resultatet er i første omgang, og for Gud ved hvilken gang, den
euforiske begejstring over, hvor lange og hvor mange kritiske positioner
vi kan skabe, mens vi udfolder metaforbegrebet - undskyld - metaforisk.
Resultatet er i anden omgang slet ikke et resultat, men en begyndelse. Vi
vil fremlægge det sted, hvor vi er lige nu, til beskuelse og diskussion
med henblik på at komme videre i vores refleksioner.
Et tilbageblik
Den mest udbredte opfattelse af metaforer i den traditionelle
organisationsteori er, at de fungerer som et transparent medie, hvor
sproget træder frem som en neutral budbringer af en bestemt type
karakteristika bundet i en ide, der overføres til en anden, hvor
metaforerne, gennem deres associative kraft, så at sige overfører
egenskaber fra et fænomen til et andet. En overførsel, der er uafhængig
af tid og rum. Derved bliver det tydeligt i organisationsteorien, at et af
de centrale aspekter ved brug af metaforer er at fremhæve en indsigt ved
kun at kunne give anledning til bestemte oplyste fortolkningsmuligheder
i relation til det fænomen, vi iagttager. Derfor er der inden for
organisationsteorien sket en eksplosiv brug af alskens metaforer, som
fastholder en realisme, hvis ønske er fremdrage fænomenets væsen og
dermed efterstræber det, vi kunne kalde organisationens egentlighed.
Den forståelse, som skrives frem i organisationsteoriens brug af
metaforer, er endvidere, at metaforer kan bruges som et neutralt redskab,
der skal give os adgang til en forståelse af, hvordan organisationer kan
designes og transformeres uden den videnskabelige formaliserings tvang.
Dermed har metaforer i deres organisationsteoretiske anvendelse ikke
bare til formål at forstå en organisatorisk egentlighed, men også at
udstikke en manipulativ formålsrationalitet.
Vi finder f.eks. i organisationsteorien organisationen beskrevet som
en maskine, og mere specialiseret som et maskinbureaukrati, hvor dette
billede understøtter ideen og tanken om den store tunge og regelrette
bureaukratiske organisation, hvor organisationens enkelte dele fremstår
som forskellige isolerede maskindele, som hver især spiller en klart
defineret og afgrænset rolle i dette funktionelle hele. Vi finder som et
modstykke organisationen som organisme, der skal bryde dette billedet
af maskinen med dens indkapsling og dens fremtoning som en
uafhængig BLACK-BOX med dens fokusering på intern optimering af
dens funktioner. Organismen træder i stedet frem og placeres i tanken
om en social evolutionær udvikling - en udvikling. som altid dikteres af
organismens relation til sine omgivelser, af det miljø, der omgiver den,
hvor det differentierede billede af organisationen nu træder frem som
forskellige organismer. Vi finder inden for de senere år organisationen
som en kultur, der består af værdier, normer, ritualer og symboler, som
både skal manipuleres internt som eksternt for at styrke den
organisatoriske effektivitet. Kultur bliver til noget, vi kan iagttage
siddende på Indsigtens Sted og kan dissekere ud fra forskellige
funktionelle egenskaber. Og i dag ser vi også organisationen som løse
koblinger, der billedligt fremskrives som spaghetti, hvor enhver form for
hierarkisk struktur forsvinder, og hvor organiseringen udfoldes og opstår
i foranderlige projektgrupper. Disse billeder er hentet fra Gareth Morgan
(1988), som svinger mellem at placere sin metaforiagttagelse i en
realistisk og en konstruktivistisk dimension (Mangham 1996:23 ff), en
svingning, som i sig selv udpeger brydningen i den aktuelle
organisationsteori (Morgan 1996:227 ff).
Der er ingen tvivl om, at denne eksplosive brug af metaforer i
organisationsteorien giver denne tradition en fleksibilitet og en dynamik,
som umiddelbart skaber en plasticitet for tankens udfoldelse, men kun
i form af den billedlige strukturering af den organiserende praksis'
'egentlighed', som langt størstedelen af den organisationsteoretiske
iagttagelse synes at rette sig imod. Men dermed bliver det samtidig
overordentlig vanskeligt at få et klart billede af, hvad der i
organisationsteorien refleksivt indskrives som en metafor som
konceptuelt begreb. Da det især er denne iagttagelse, vi er på jagt efter,
og da vi primært som organisationssociologer allerede er indskrevne i
vort felt som nogen, der ikke abonnerer på et realistisk perspektiv, skal
vi i det følgende nærme os vort emne i to planer på en gang ...og indefra.
Dels skal vi oparbejde et sprog og en tankeramme for
metafordiskussionen, og dels skal vi bringe denne i spil i forhold til
organisationsteoriens egen brug af begrebet. I den situation har vi valgt
at gå i dialog med Mats Alvesson, som for nylig har reflekteret over
metaforbegrebet i organisationsteorien. Det giver os et fikspunkt i en
skandinavisk læsning, mens vi nærmer os i flere planer. Resultatet er
som allerede antydet en begyndelse i form af en lokalisering af vor
genstand.
En svensk iagttagelse
Mats Alvesson (1993) arbejder med en søgende afgrænsning af
metaforbegrebet. Søgende i den betydning at han nærmer sig sit emne
ad flere veje. Den første vej er eksemplets (fra højere/lavere som
metaforer til kultur, game og organisme (s 114)). Men allerede her
afsløres metaforbegrebets skrøbelighed, når det skal bruges til
selvrefleksion, idet det tydeligvis er svært at give det en selvstændig
plads i forhold til begrebs- begrebet (konceptet) i al almindelighed
(betænk her Luhmanns beskrivelse af begreber som dikotomiske over for
ikke-dikotomiske realitetspostulater (Luhmann 1991:24). Højere versus
lavere er vel næppe metaforer (end ikke i daglig forstand), og det er vel
også tvivlsomt, om kultur har denne status. Skal vi arbejde med et
metaforbegreb, må vi gøre det mere præcist eller simpelthen acceptere,
at begrebet flyder sammen med den brede videnskabsteoretiske
diskussion. Men der kan dog i vore øjne ud af denne svenske iagttagelse
trækkes to refleksive forståelser af metaforbegrebet. Der er for det første
tale om en metafor, når en term er flyttet fra et system eller
meningsniveau til et andet, hvorved den illuminerer nogle centrale
aspekter i det sidstnævnte, eller skygger for aspekter/egenskaber.
Hermed træder metaforbegrebet frem som et funktionalistisk redskab i
den organisationsteoretiske gerning. For det andet fremskriver Alvesson,
i modsætning til denne funktionalistiske definition, Ricoeurs
strukturalistiske og semiotiske metaforforståelse, hvor et ord modtager
en metaforisk betydning i en specifik kontekst, inden for hvilken det står
i modsætning til andre ord, som tages bogstaveligt. Dette medfører et
meget bredt metaforbegreb, fordi det både indeholder et Noget og en
Athed, både et statisk og et processuelt perspektiv. Metaforen
kendetegnes på en gang af nogle objektive træk, det Noget, som
optræder uafhængigt af begivenheden, som uafhængigt af konteksten,
men samtidig er metaforen kendetegnet ved den betydning, den har i
begivenheden, og dermed som den optræder i brugen, som Athed.
Alvessons iagttagelse bliver derfor til en forestilling om, at metaforen
samler begreber, som udpeger, hvad der tæller som data og erfaring,
hvor hans begreber er principielt subjekt og modifier, som betegner den
begrebsliggørelse, som skal til for at formidle adgangen til verden, hvor
metaforen således er vore billeder af den således formidlede verden.
Dermed er der tale om en realistisk forestilling, hvor metaforen udpeger
træk i noget, som er derude og uafhængigt af iagttagelse, og for
organisationsteorien får metaforen således tre funktionalistiske
egenskaber. For det første kan metaforen have en illustrativ og retorisk
værdi, for det andet kan den have generative egenskaber gennem dens
virke som kreativ og indsigtsfuld, og for det tredje kan det mere
grundlæggende hævdes, at al viden er metaforisk, og derved er vort
begrebssystem, hvorigennem vi handler, metaforisk (her er Mats
Alvesson i øvrigt helt parallel til Gareth Morgan 1996:227 ff).
Mats Alvesson udmønter denne funktionalistiske iagttagelse i to
ordensniveauer, hvor førsteordensmetaforen i organisationsteorien bliver
til iagttagerens metaforiske beskrivelse af det, der er derude;
organisationen. En sådan beskrivelse skaber det problem, som Alvesson
fremhæver, at disse metaforer ofte er så upræcise, at det er svært at
udskille det væsentlige, som de er sat til at belyse. Derfor må der i
førsteordensmetaforen optræde endnu en metafor, som strukturerer
førsteordensmetaforen og peger os i retning af, hvad
førsteordensmetaforen skal belyse. Andenordensmetaforen bliver med
andre ord den eventuelt skjulte struktur og grænse for samspillet mellem
modifier og førsteordensmetafor, og herved får Alvesson fordoblet sin
realistiske tilgang, idet også det at reflektere over videnskabens
førsteordensbegrebsbrug bliver en søgning efter det allerede
eksisterende.
I vore øjne medfører og udkrystalliserer denne tankegang to
voldsomme problemer. For det første, at metaforbegrebet ikke
kontekstualiseres mere systematisk i forhold til den begivenhed, hvori
metaforen optræder, således at vi kan begribe metaforbrugen ud fra den
operationelle situation, hvori den indgår. Især spørgsmålet om
metaforens betydning for argumentation og analyse amputeres, når
metaforer ses som fastfrosne relationer mellem sprog og henvisning i
erkendelsen og kommunikationen. For det andet er det problematisk, at
metaforen relateres (realistisk) til sine omgivelser uafhængigt af den
konkrete operation. Problemet er, at metaforen betegner en udpegning
af områder i et selvstændigt felt i stedet for at pege på noget som en
konstruktion af forskerens horisont. Sagt anderledes: Indlæsning over for
udlæsning og forveksling af konceptuelle forudsætninger med
iagttagelsernes resultat, som igen fordobles gennem Alvesson
andenordensrealisme.
Skrøbelige tanker om et metaforbegreb
Det er i disse problemer, at vore tanker om et organisationssociologisk
metaforbegreb finder sin vaklende begyndelse. Et metaforbegreb som
forsøger at bryde med såvel den første som med den anden ordens
realisme, som vi har set udtrykt ovenfor, hvor metaforen altid er udtryk
for indtryk. Hvor sproget således opfattes som et transparent medie og
ikke - som vi gerne ser det - som indtryk for udtryk, hvor sproget er en
aktiv konstituering af det værende, hvor virkeligheden ikke er noget
uden for sproget, men dét, som er udenfor, er en immanent grænse i
sproget selv, hvor metaforer måske kan opfattes som sprogets egen
længsel efter at bryde ud af det sprogspil, som det fanger og fanges af.
Og det er her, vi udelukkende ser metaforen som en Athed, hvor
brugen af metaforer og refleksioner over metaforvalg udelukkende er
operationer eller bevægelser, der skaber og skabes af og udtrykker
sprogspilsregler eller som værende udtryk for systemet, hvad enten det
drejer sig om en egenhændig refleksion eller refleksiv kommunikation.
Tanken er, at i brugen, i den konkrete operation, vil der være stor
variationsrigdom både i, hvad der udtrykker metaforstatus, og hvorledes
metaforen bruges og gives mening og dertil variation i arten af de
konstitutive betingelser - afhængig af, om metaforen er refleksiv
bevægelse eller kommunikativ bevægelse.
Det får i vore øjne den konsekvens, at metaforen udelukkende er
overførsel af et billede fra en sammenhæng til en anden, hvor denne
definition kun betoner en eneste ting, netop det, at der er tale om en
Bevægelse, i hvilken, der optræder følgende andre bevægelser, en
distinktion mellem et billede og et andet, og en distinktion mellem en
sammenhæng og en anden, som overførsel. Herefter er det ikke længere
muligt af forestille sig noget, som objektivt kan bestemmes som en
metafor, fordi denne bestemmelse altid vil involvere bestemmelsen af
selve den ramme, hvor en sådan distinktion er mulig, dvs. bestemmelse
af sammenhæng. Vendt om betyder dette, set fra iagttagerpositionen, at
en bestemmelse, der tager udgangspunkt i en diagnosticering af
metaforbrug, nødvendigvis er et bidrag til bestemmelsen af den iagttagne
sammenhæng. Anvendelsen af en metafor udtrykker således altid en
refleksiv og associativ bevægelse - ikke blot en betegnende. Det skyldes
den indbyggede udgrænsning og strukturering, som ligger i billedbrugen.
Det ligger så at sige i selve vor metaforbestemmelse.
Metaforbrug i denne forstand kan kaldes førsteordensmetaforbrug og
metaforen tilsvarende en førsteordensmetafor. Hvad der derimod varierer
empirisk, er formsiden af operationen. På denne baggrund adskiller
metaforbrug sig fra anden begrebsbrug ved den involverede særegne
operation og ikke ved noget objektivt træk. Enhver substantiel sondring
mellem metafor og begreb udtrykker følgelig ikke en objektivitet, men
iagttagerens beskrivelse af hele den ramme, hvori den iagttagne
operation indgår, herunder dennes egne domme over, hvad der er
metaforer, og hvad der er analytisk.
Det betyder således, at Bevægelse er skabelse af en særegen form for
begrebsindramning af de efterfølgende begrebsliggørelser - og også en
særegen relatering af det nuværende til tidligere. Ikke særegen ved, at vi
kan registrere objektive træk ved metaforen, men ved, at vi kan spore
muligheder for at knytte begreber sammen, som flyder af billedernes og
billedoverførelsens særtræk, hvor konsekvensen er, at metaforens
betydning i en begrebskonstruktion altid er situationel, men situationel
i dobbeltbetydning. Dels er den situationel i forhold til intentionen med
brugen, og dels er den situationel i form af at være udtryk for
reproduktion af sprogspilsreglerne, som altid knyttes til begivenheden.
En metafor kan derfor altid og til alle tider diskuteres og kritiseres for
sin situationelle tilknytning, hvor vi kan diskutere dens betydning for
det, vi diskuterer lige nu eller dens relation til vor almindelige måde at
bruge begreber på. Der er med andre ord ikke brug for en modningstid
for metaforer, for det ville der jo kun være, såfremt vi forveksler
metaforen med vore iagttagelser, og vi kan således altid diskutere
metaforens spotlightfunktion i forhold til vore intentioner, hvadenten vi
tænker på intentioner i retning af indsigt i et bestemt fænomen, eller på
intentioner i retning af forklaring, fortolkning og sammenhæng.
At metaforisere er altid en bevægelig indlæsning fra den, der
anvender metaforen, og dermed et udtryk for den metaforiserendes
intention og aldrig, som det udlægges i organisationsteorien, en
udlæsning af egenskaber i stoffet.
En forskel
Den flytning, vi foretager fra metaforen-i-struktur til metaforen-i-proces,
er ikke en flytning, som kommer i stand fra metaforbestemmelse til
organisationsteori, men det modsatte: Forandringer i
organisationsteoriens selvopfattelse kommer til udtryk som turbulens og
dynamik i begrebernes status som erkendelsesredskaber.
Organisationsteoriens tendens mod en konstruktivistisk fundering ryster
hele erkendelsesapparatet, og selve relateringen mellem begreber og
erkendelse er blevet diskussionens genstand. Her er distinktioner mellem
ordenslag eller distinktioner mellem funktioner ikke svaret, fordi de som
svar ikke selv har referencepunkter uden for metaforikken. I den forstand
fastholder analyserne hele tiden den position, som det er intentionen at
forlade, hvis der anlægges realistiske eller funktionelle analyser ned over
metaforbegrebet. På den anden side er det at tænke operation med
henvisning til operationen selv også en sær manøvre, fordi den stædigt
fastholder bevægelsens ureducerbarhed. Dette alternativ er også
voldsomt og provokerende på grænsen til det modbydende for
organisationsteorien: Hver eneste organisationsteoretisk fortælling må
nemlig implicit eller eksplicit medfortælle sin egen begrebskonstruktion,
herunder konstruktionen af forskellen mellem iagttager, det iagttagne og
iagttagelsens virkemidler - og det eneste fikspunkt er iagttagerens
intention. Når det især er modbydende for en organisationsteori, skyldes
det selvfølgelig, at den tidligere nævnte sammenbinding mellem
deskriptiv og normativ intention har været gemt bort i
videnskabelighedens objektivitet. Herfra har alle forskelle fremstået som
i sig selv frigjort fra den individuelle intention. Skønheden og gruen i
alternativet er imidlertid ikke alene, at den individuelle intention stilles
i centrum, men at selve enheden af intention og valg af forskelle slår
igennem som den ureducerbare bevægelse.
Referencer
Alvesson, Mats (1993) 'The Play of Metaphors' I: Hassard, John & Martin Parker
(ed.) Postmodernism and Organizations: 114 - 131. London: Sage Publications,
sec edition 1994.
Alvesson, Mats & Hugh Willmott (1996) Making Sense of Management, A Critical
Introduction. London: Sage Publications.
Luhmann, Niklas (1991) Soziologie des Risikos. Berlin, N.Y: de Gruyter.
Mangham, Ian L. (1996) 'Some Consequenses of Taking Gareth Morgan Seriously'
I: Grant, David and Cliff Oswick (ed) Metaphor and Organizations: 21 - 36.
London: Sage Publications.
Morgan, Gareth (1986) Organisations-bilder, Innføring i organisationsteori.
Universitetsforlaget, Oslo 1988, oversat fra Images of Organization. London:
Sage Publications.
Morgan, Gareth (1996) 'An Afterword: Is There Anything More to be Said about
Metaphors?' I: Grant, David and Cliff Oswick Metaphor and Organizations: 227
- 240. London: Sage Publications.
1. Asmund Born, f. 1944, er uddannet som jurist og ansat som lektor ved Institut
for Organisation og Arbejdssociologi, Handelshøjskolen i København, hvor han især
arbejder med problemer omkring autoritativ påvirkning af systemer i et Luhmanniansk perspektiv. Martin Fuglsang, f. 1965, er uddannet cand.merc. med speciale i
videnskabsfilosofi og abstrakt organisationssociologi og ansat som forskningsadjunkt ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi og Institut for Organisation og
Arbejdssociologi, Handelshøjskolen i København, hvor han er ved at afslutte sin
afhandling At være på grænsen - det bioteknologiske mulighedsrum - en moderne
fænomenologisk bevægelse. Aktuelle publikationer: Asmund Born: Legal
Regulation and Communicative Couplings (udkommer i Law and Policy i 1997) og
Martin Fuglsang: Language, Meaning and The Sexy Biotechnology (udkommer i
Organization Studies 1998) og The Dead Organization - the enigma of reflexivity
(under review i Organization Studies). Tilbage
|
